Sikkerhed og sundhed

Vores medarbejdere skal færdes i et sikkert og sundt arbejdsmiljø, hvor der lægges vægt på trivsel og forebyggelse.
Med udgangspunkt i hver enkelt ser vi hele vejen rundt om medarbejderen, kollegerne, planlægningen og udførelsen  af arbejdet, når vi skal skabe den bedste arbejdsplads for alle.
Vi foretager løbende vurderinger af arbejdsmiljøet og vurderer maskinel samt materialer i forhold til sikkerheden på pladsen.

Forebyggelse af faldulykker

Arbejde langs kanter og lignende ved højder over ca. 2 meter

Risiko for fald fra højder over ca. 2 m skal forebygges med effektive, kollektive sikkerhedsforanstaltninger som fx rækværk, stilladser eller afspærring.
Individuelt faldsikringsudstyr (sikkerhedsliner ell. bælter) må kun bruges, hvis de kollektive sikkerhedsforanstaltninger ikke med rimelighed kan bruges på grund af arbejdets art og karakter.

Sikkerhedsforanstaltninger

Det er ofte nødvendigt at kombinere flere kollektive sikkerhedsforanstaltninger for at sikre de ansatte effektivt mod nedstyrtning.

Kollektive sikkerhedsforanstaltninger går forud for foranstaltninger til individuel beskyttelse, men det kan i visse situationer være nødvendigt at supplerede de kollektive sikkerhedsforanstaltninger med egnet individuelt faldsikringsudstyr.

Sikkerhedsforanstaltninger skal vælges under hensyn til arbejdets art og karakter, højden der arbejdes i og de forhold, hvorunder arbejdet udføres.
Sikkerhedsforanstaltningerne skal samtidigt vælges, så faren ved at etablere og fjerne dem, er mindre end den fare, de skal afværge.
Sikkerhedsforanstaltningerne skal etableres, inden de ansatte påbegynder arbejdet.
De ansatte skal altid mindst sikres mod nedstyrtningsfare med egnet faldsikringsudstyr.

Se video og info omkring faldsikringsudstyr

Sikkerhedsforanstaltninger skal monteres og bruges i overensstemmelse med leverandørens anvisninger.
De ansatte skal være tilstrækkeligt oplærte og instruerede, så de kan bruge sikkerhedsforanstaltningerne korrekt.
Det gælder også for brug af fx faldsikringsudstyr, hvor træning i brugen kan være nødvendig.

Ansatte, der skal opstille stilladser, der er mere end 3 m høje, skal have gennemgået en lovpligtig stilladsuddannelse.

Rækværk

Rækværk, der bruges som sikring mod nedstyrtning, skal – uanset om det er et systemrækværk eller et rækværk, der konstrueres på stedet – være tilstrækkeligt højt, have den fornødne styrke og være forsvarligt udført, så det effektivt kan forhindre, at en person falder ned. Både systemrækværk og rækværk, der konstrueres på stedet, skal leve op til kravene i EN/DS standard 13374 om midlertidige rækværk eller mindst have et tilsvarende sikkerhedsniveau.

Et rækværk med en håndliste i 1 meters højde, en knæliste i 0,5 meters højde og en 15 cm høj fodliste vil i de fleste tilfælde være tilstrækkelig sikring mod nedstyrtning fra områder med en hældning på op til 10 grader.

Systemrækværk af klasse A, der er produceret efter EN/DS-standard 13374 om midlertidige rækværk, lever op til dette niveau.

Stilladser

Stilladsdækket på et stillads, der bruges som sikring mod nedstyrtning, skal så vidt muligt placeres i niveau med det sted, hvorfra det skal sikre mod nedstyrtning.

Stilladset skal placeres så tæt som muligt på bygningen.
Overstiger afstanden mellem bygningen og stilladsdækket 30 cm, skal der både monteres indvendigt rækværk på stilladset og rækværk på bygningen for at forhindre, at en person kan falde ned mellem stilladset og bygningen.

Det forudsættes, at stilladset slutter tæt til facaden på det sted, hvor der er adgang mellem bygningen og stilladset.

Stilladser og rækværk på stilladser skal leve op til sikkerhedsniveauet i EN/DS-standarderne for facadestilladser og midlertidige konstruktioner til bygningsværk (stillads) eller tilsvarende.

Afspærring

Afspærringer kan bestå af træbukke, kegler eller andre stabile sceptre, der er sikret mod at vælte, og som er forsynet med brædder, lægter, plastkæder e.l.
Afspærringer placeres mindst 2 meter fra det sted, hvor der er risiko for at falde ned. De ansatte må ikke arbejde eller færdes på det område, der er afspærret.
Plastbånd og minestrimler er ikke tilstrækkeligt holdbare og kan derfor ikke bruges som afspærring.

Individuelt faldsikringsudstyr

Faldsikringsudstyr i form af sele og line må kun bruges, hvis de kollektive sikkerhedsforanstaltninger ikke med rimelighed kan bruges på grund af arbejdets art og karakter.

Se video og info om faldsikringsudstyr

Individuelt faldsikringsudstyr må kun bruges til arbejdsopgaver, hvor det er egnet.
De ansatte skal være oplært og instrueret i at bruge faldsikringsudstyret, inden det tages i brug.
Man skal så vidt muligt vælge faldhindrende udstyr frem for faldstoppende udstyr.

Faldsikringsudstyr, som er faldstoppende, skal indeholde en falddæmper.
Samtidig skal fastgørelsespunktet kunne optage et træk på 12 kN (det svarer til ca. 1.200 kg).
Der skal, når der bruges faldstoppende udstyr, udarbejdes en plan for redning efter et fald, herunder brug af redningsudstyr, da der hurtigt kan opstå skader på en hængende person.