Energirenoveringens største konkurrent er sofaen…

Udklip fra artikel i Licitation d. 18. maj 2015

RENOVERING Tømrerfirmaet Egerbyg satte gang i sin første rigtig store energirenovering i samarbejde med Betterhome i starten af maj. I dag står et nyt fundament klar på Hummeltoftevej i Virum. Huset skal renoveres for 500.000 kroner inklusiv murer, tømrer og vvs-arbejde. Herfra skal Betterhomekonceptet, der har produktkæmperne Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool som
ejere for alvor stå sin prøve som et tilbud med gennemslagskraft i markedet. ”Vi arbejder i øjeblikket på et par andre projekter, hvor det kan give mening at tage Betterhome med for at gøre det lettere at give kunden et indtryk af et seriøst setup. Vi er spændte på at se, om det giver os en fordel,” siger Jørgen Damkiær, der er partner i Egerbyg, der fornylig blev kåret som årets tømrer.

Håndværkere koordinerer
Betterhome-konceptet har været under udvikling i et år, og Egerbyg har været sparringspartner fra start. Undersøgelser fra blandt andet Bolius har vist, at håndværkeren er den, kunderne har mest tillid til, når der er tale om ombygninger. Derfor ønsker direktør i Betterhome, Niels Kåre Bruun, at spille håndværkerne på energiprojekterne stærke. Jørgen Damkiær tager gerne vejledningen af kunderne på sine skuldre, men samarbejder med andre på områder uden for sine kompetenceområder. På projektet på Hummeltoftevej har bygherren nogle helt særlige ønsker til en konstruktion omkring glasfladerne på husets facade ud mod haven. I den indledende dialog rådede Jørgen Damkiær derfor bygherre til at kontakte en ekstern ingeniør for en vurdering. ”Jeg bad dem tage fat i en ingeniør, de selv fandt, så de hørte omkostningerne fra en tredjepart, og så jeg ikke var den, der kom med en fordyrende løsning,” siger Jørgen Damkiær.

Tryghed trumfer pris
Han oplever, at det altafgørende for, at en kompliceret sag som en energirenovering skal blive en realitet, er, at kunderne føler sig trygge. ”Normalt er vi meget prisfikserede, men her handler det om tryghed. Det kan altid blive dyrere og billigere, hvis man skruer på nogle knapper,” siger han. Oplevelsen af forståelse og gennemsigtighed har været med til at give boligejerne på Hummeltoftevej en god oplevelse. ”De kunne se på de ting, vi selv har overvejet, og samtidig komme med nye forslag. De kunne ligesom se det i et større perspektiv, hvor vi både fik den  håndværksmæssige og energimæssige side af det,” siger Johan Raunkjær Ott, der ejer huset sammen med sin hustru Anne Bech Kokkenborg.

Fil 26-06-15 12.23.17Fil 26-05-15 14.54.32